Børn…
Forårets fantastiske farvepragt er i fuld gang. Friske, grønne blade og et væld af hvide, gule, orange, lyserøde og lilla blomster ses overalt. Midt i denne skønne tid holdt skolen som sædvanlig forårskoncert. Årets tema var »Børn«. Gymnastiksalen var pyntet med syrener og bøgegrene og en masse flotte billeder af børn og var om aftenen fyldt af elever, forældre og bedsteforældre. Eleverne fra 0.-6. klasse havde gennem det sidste stykke tid øvet intenst på forskellige sange og instrumenter. Der blev sunget og spillet om mange børn. Lige fra Søren og hans fars penge til Buster, der kan noget ingen andre kan.