Du er her: Forside > Fotoalbum > Louiselund 2009

Louiselund 2009

I en hel skoleuge var eleverne i 0.-7. klasse travlt optaget af at arbejde i forskellige virksomheder i skolens eget lille samfund »Louiselund«. Elever i 6. og 7. klasse havde søgt og fået direktør- og souschefstillingerne. Resten af eleverne havde søgt job i de 10 forskellige virksomheder, hvor der blev produceret forskelligt, som eleverne kunne bruge deres løn på.

Der var bageri, cafeteria og slikfabrik, som alle tre var meget populære. Der var frisør hvor man både kunne få ordnet hår og hænder og endda også få lidt ansigtmasker og massage. Der var en spillebiks, hvor det gjaldt om at ramme plet med tennisbolde og lignende i de hjemmelavede spil, når dåser eller huller skulle rammes. I gaveboden blev der brugt gamle cykelslanger, som blev til armbånd og halskæder. Der blev også lavet dejlige kort og æsker og syet hatte. Banken havde travlt med at holde styr på alle friskoerne, som hver dag skulle udbetales i løn. LA-visen udkom hver dag med mange spændende nyheder fra hverdagen i Louiselund. Arbejdsformidlingen havde ikke så meget at lave, for ganske få blev fyret eller sagde deres job op. Men de var opfindsomme og øvede på musikinstrumenter, så de kunne tilbyde virksomhederne at holde koncert på deres arbejdspladser. Teatret havde øvet hele ugen og gav om torsdagen en lille forprøve før opførelsen fredag af »Den bortførte prinsesse«.

[x]

Søg:

Til forsiden…